Greenpeace beklager ja til boring efter skifergas

Skrevet af admin

25/06/2014

Dagens topnyheder

Miljøorganisationen Greenpeace mener, at boring efter skifergas i den danske undergrund kan få vidtrækkende konsekvenser for både miljøet og klimaet.

Derfor skuffer det klima- og energiekspert hos Greenpeace Tarjei Haaland, at byrådet i Frederikshavn onsdag aften stemte ja til, at det franske olieselskab Total må lave en prøveboring i Nordjylland.

- Den beslutning kan få vidtrækkende konsekvenser for miljøet og klimaet. Skifergasindvinding kan forurene vores grundvand med skadelige kemikalier og vil belaste klimaet med et fossilt brændsel, som er unødvendigt i dansk energiforsyning, siger han i en pressemeddelelse.

- Det er den helt forkerte vej for Danmark, siger Tarjei Haaland.

27 ud af 31 byrådsmedlemmer stemte ja til, at Total kan gå i gang med at undersøge, om der er skifergas i undergrunden. Olieselskabet vil bore tre til fire kilometer ned i undergrunden for at se, om der overhovedet er skifergas.

Bliver resultatet af boringen positivt, skal der foretages produktionstest ved, at man pumper vand og kemikalier ned i undergrunden under meget højt tryk for at løsne gassen fra skiferlagene. Metoden kaldes hydraulisk frakturering (fracking).

- Byrådet vil få en ny mulighed for at beskytte miljøet, når der skal tages stilling til, om vi vil tillade fracking i Danmark. Men jeg håber, at regeringen forinden tager ansvar og siger nej til fracking og den forurening, der følger med, siger Tarjei Haaland.

Ifølge Totals projektkoordinator, Henrik Nicolaisen, er risikoen for grundvandet meget lille. De miljømæssige udfordringer adskiller sig ikke fra dem, man møder, når man eksempelvis borer efter olie og gas i Sønderjylland, siger han.

Danmarks Naturfredningsforening er lodret imod boringen - både af hensyn til drikkevandet, naturen og Danmarks omstilling til grøn energi.

/ritzau/