Greenpeace-fanger er ankommet til Sankt Petersborg

Skrevet af admin

12/11/2013

Dagens topnyheder

Den danske styrmandselev Anne Mie Roer Jensen og 29 andre aktivister fra Greenpeace er ankommet til Sankt Petersborg.

Efter en længere togrejse på 1500 kilometer og en rejsetid på mere end 27 timer fra Murmansk fik aktivisternes advokater ikke lejlighed til at tale med deres klienter efter ankomsten til Sankt Petersborg.

Politiet var ligeledes mødt op og forbød journalisterne at nærme sig den togvogn, som aktivisterne sad i.

Vognen blev koblet fra den øvrige del af et passagertog og kørt til en fjerntliggende del af stationen.

Kort tid efter blev en kolonne af politikøretøjer set forlade stationen, skriver det finske nyhedsbureau FNB.

- De aktivister, som vi har fået bekræftet noget om, sidder nu i tre forskellige fængsler, siger Jon Burgwald fra den danske del af Greenpeace til Ritzau.

- Anne Mie er blevet placeret i et kvindefængsel, hvor hun sidder sammen med nogle af de andre aktivister. De vil formentlig være i karantæne i de første par dage, men det har vi ikke endeligt fået bekræftet, siger han.

Alle 30 aktivister blev først tiltalt for pirateri, der i Rusland kan medføre op til 15 års fængsel.

Siden er tiltalen blevet ændret til den mildere anklage "hooliganisme", hvor strafferammen er syv år. Anklagen for pirateri er ikke formelt fjernet, men det forventer Jon Burgwald snart at se.

Aktivisterne blev anholdt i forbindelse med en protestaktion mod olieboring i det arktiske hav.

- Deres varetægtsfængsling udløber søndag den 24. november, og inden da skal Anne Mie og de 29 andre fremstilles for en dommer.

- Og senest en uge forinden skal de hver især præsenteres for et dokument, hvor anklagemyndigheden kan erklære, at varetægtsfængslingen skal forlænges, siger han.

/ritzau/