Greenpeace har tabt 28 millioner på valutaspekulation

Skrevet af admin

15/06/2014

Mest læste i dag

En omfattende finansskandale ryster Greenpeace, som erkender graverende fejl i de interne kontrolsystemer.

En medarbejder i Greenpeace-hovedkvarteret i Amsterdam har tabt 3,8 millioner euro (28,3 millioner kroner) på valutaspekulation med støttebidrag, skriver nyhedsmagasinet Der Spiegel.

Donationerne kom fra store landeorganisationer som Greenpeace Tyskland, der sender deres bidrag til hovedkvarteret.

Miljøorganisationen har iværksat en intern kulegravning af forløbet og fyret den pågældende medarbejder, oplyser kommunikationschef Mike Townsley fra Greenpeace International til det tyske nyhedsmagasin.

- Det var tale om en alvorlig fejlvurdering, erkender han.

- Vi kan kun undskylde over for vores medlemmer og håbe, at de har forståelse for, at vores organisation og personale heller ikke er fejlfrie, siger Mike Townsley.

Undersøgelsen af forløbet står fortsat på, men ifølge Townsley har man foreløbig opdaget fejl i de interne kontrolsystemer, som nu er blevet rettet.

Miljøorganisationen udelukker samtidig, at den nu fyrede finansmedarbejder ville berige sig selv.

Men Greenpeace kan fremover få svært ved at få folk til at spæde i raslebøssen, når dens frivillige skal ud på gader og stræder for at samle ind til arbejdet for klimaet og dyrelivet.

- Vi beklager overordentligt dette tab og siger udtrykkeligt undskyld til vores støttemedlemmer, lyder det således i en erklæring på den tyske Greenpeace-afdelings hjemmeside.

Her forklarer organisationen, at hovedkvarteret bruger euro, mens de omkring 40 regionale og nationale afdelinger, som ofte får støttebidrag fra Amsterdam-kontoret, bruger deres lokale valuta.

Når der er udsving i valutakursen, kan det både give ekstra eller færre penge i kassen, og Greenpeace International har hæftet for de mindre kontorer.

I 2013 forsikrede organisationen sig undtagelsesvis mod skiftende valutakurser ved at købe valuta til en fast kurs. Det var den nu fyrede finansmedarbejder, der stod bag det, og det skete uden ledelsens godkendelse, forklarer organisationen.

Ifølge Townsley er hverken organisationens aktuelle kampagner eller eksistens truet.

Greenpeace International havde sidste år et budget på 79 millioner euro (ca. 590 millioner kroner), hvoraf langt størstedelen kom fra støttemedlemmer. Greenpeace Norden bliver støttet af godt 150.000 personer, som bidrager med cirka 100 millioner kroner om året.

/ritzau/