Greenpeace om droppet olieledning: Stort skridt for USA

Skrevet af admin

06/11/2015

Dagens topnyheder

USA's præsident, Barack Obama, har fredag afvist planerne om Keystone XL olierørledningen fra Texas til Canada, som gennem syv år har mødt megen modstand fra miljøgrupper, og som spiller en vigtig rolle i debatten om klimaforandringer.

Keystone XL ville have forbundet eksisterende netværk af olierørledninger i Canada og USA, så der dagligt kunne bringes over 800.000 tønder råolie til raffinaderier i Illinois fra oliekilder i Alberta i Canada og senere fra kysten ved Den Mexicanske Bugt.

Præsidentens beslutning vækker begejstring hos miljøorganisationen Greenpeace.

- For første gang er et fossilt megaprojekt blevet aflyst alene af hensyn til klimaet, hedder det i en udtalelse fra Jens Mattias Clausen, der er klimapolitisk rådgiver i Greenpeace.

- Det er et stort skridt for USA, men i hele verden er der faktisk grund til at ånde lettet op og nu med rette gøre sig forventninger om, at Obama er klar til virkelig at hæve ambitionsniveauet op til klimatopmødet i Paris, hedder det videre.

Obama, der var flankeret af sin vicepræsident, Joe Biden, og udenrigsminister John Kerry ved pressemødet, henviser til, at oliepriserne er faldet, og at projektet ville ødelægge USA's rolle i kampen mod klimaforandringer.

Olierørledningen har også fået en nedadvendt tommelfinger fra den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton.

- Keystone-beslutningen kommer kun kort tid efter, at Obama aflyste planlagte olielicenser i Alaska, og begge eksempler viser, at folkelige bevægelser i den grad er i stand til at presse politikere til handling, lyder det fra Jens Mattias Clausen.

/ritzau/