Greg Hancock får karantæne for Nicki Pedersen-overfald

Skrevet af admin

12/08/2015

Dagens topnyheder

Den amerikanske speedwaykører Greg Hancock har nu fået sin straf for, at han 16. juni overfaldt danske Nicki Pedersen, som han mente havde presset ham ud i barrieren i en ligakamp i Sverige.

Den forsvarende amerikanske verdensmester er blevet udelukket i ti dage, og han misser dermed sin klub Piraternas opgør mod netop Nicki Pedersens svenske klub Dackarna. Det skriver den svenske avis Aftonbladet.

Overfaldet skete, mens danskeren stadig sad på sin speedwaycykel.

I første omgang fik Greg Hancock en bøde på 5000 kroner, men det var alt for lidt, mente Nicki Pedersen, som gik videre med sagen.

Efterfølgende har det svenske speedwayforbund Svemo skærpet straffen.

Så sent som søndag var Nicki Pedersen indblandet i en slåskamp i Polen, hvor han følte sig provokeret af lederen fra modstanderholdet. Efterspillet for den episode pågår stadig.

/ritzau/