Greipel stempler ud af Giroen med sin tredje triumf

Den tyske supersprinter André Greipel vandt 12. etape i Giro d'Italia efter en afsluttende massespurt.

Etapesejren var Greipels tredje i årets Giro, og det bliver også den sidste. Allerede inden torsdagens etape meddelte Greipel nemlig, at 12. etape ville blive hans sidste.

- Det er min sidste etape, i aften sætter jeg kurs mod mit hjem, sagde Greipel forud for etapen ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Og tyskeren stemplede altså ud med god hjælp fra blandt andre sin danske holdkammerat, Lars Bak, der var med til at køre Greipel frem i afslutningen.

Ingen af de øvrige tilbageværende sprintere kunne røre tyskeren, der også vandt 5. og 7. etape. Tættest på torsdag var Caleb Ewan.

Det regnede kraftigt undervejs på 12. etape, og selv om det holdt op, var der frygt for våde veje i målområdet.

Den frygt kombineret med en vanskelig afslutning med stor risiko for styrt fik arrangørerne til at neutralisere tiden otte kilometer før mål.

Det var for at undgå, at klassementsrytterne og andre skulle satse vildt og risikere styrt for ikke at miste dyrebare sekunder på den svære afsluttende strækning.

Her skulle det alligevel handle om sprinterne. Og helt som ventet blev torsdagens udbrud hentet med godt 20 kilometer til målstregen.

Og på de sidste kilometer viste arrangørernes beslutning sig som en god idé.

2,5 kilometer før målstregen i Bibione styrtede en større gruppe et stykke nede i feltet nemlig, selv om vejene faktisk var tørre. Kun cirka 25 ryttere - hovedsageligt sprinterne - var tilbage i front til afgørelsen.

Og Greipel var igen suveræn på de sidste meter og kunne krydse målstregen til sin tredje etapesejr.

Bob Jungels (Etixx-Quick-Step) er fortsat indehaver af den lyserøde førertrøje.

/ritzau/

Dagens Gossip