Greipel vinder igen på Champs-Élysées

Skrevet af admin

24/07/2016

Mest læste i dag

Det blev til sejr for André Greipel på 21. etape i cykelløbet Tour de France.

Lotto Soudal-sprinteren var for andet år i træk hurtigst i løbets traditionsrige afslutning på Champs-Élysées i Paris.

Han henviste slovakken Peter Sagan (Tinkoff) til andenpladsen.

Det skete efter en afslutning, der blev præget af punkteringer blandt forhåndsfavoritterne til etapesejren.

Briten Chris Froome vinder Tour de France for tredje gang i karrieren. Sky-rytteren sejrede også i 2013 og 2015.

Etapen blev åbnet med dagens første angreb cirka 50 kilometer fra mål. Otte ryttere stak afsted, men de fik aldrig mere end 20 sekunders forspring.

En af de store favoritter til etapesejren Marcel Kittel (Etixx-Quick-Step) var lige ved at blive sat ud af spillet 35 kilometer fra mål, da han fik defekt, og han fik en cykel, som ikke virkede.

Han nåede dog op til feltet, men det kostede kræfter.

Kort forinden havde holdet mistet Tony Martin, da han stod af med knæproblemer.

Martin skulle have været en vigtig mand til at køre Kittel frem i spurten.

Men da spurten blev kørt, var Kittel væk, og han kom trillende i mål som nummer 61 på etapen.

Også Direct Energie mistede holdets vigtigste sprinter, da Bryan Coquard punkterede på sidste omgang.

Dermed skulle sprinten afgøres mellem André Greipel, Peter Sagan og Alexander Kristoff (Katusha). Sagan kom tættest på, men nåede lige netop ikke forbi den store tysker.

Traditionen tro startede løbets sidste etape med en fejring af den forestående vinder.

Chris Froome hentede og serverede kolde pilsnere for de otte Sky-holdkammerater, som har slidt og slæbt for ham på vejen mod sejren.

Han fik også det traditionelle glas champagne, og scenen var sat.

Cyklerne var malet til lejligheden, da Chris Froome i den gule førertrøje og på sin gule cykel førte feltet ud af Chantilly på vejen mod Paris.

Den suveræne Sky-rytter havde ved sin side Peter Sagan på grønt stel og Rafal Majka på rødprikket. De to Tinkoff-ryttere vandt henholdsvis point- og bjergkonkurrencen.

For alle tre var det gentagelsen af et stort øjeblik, de har oplevet før.

Sagan vinder pointtrøjen for femte år i træk, og Majka slutter øverst i bjergkonkurrencen for anden gang i karrieren.

/ritzau/