Grenaa-studerende vandt specialpris i landsdækkende konkurrence

I konkurrence med 2.700 andre studerende fra hele landet vandt tre htx’ere fra VID Gymnasier i Grenaa en fornem pris i Fredericia ved en idekonkurrence arrangeret af Young Enterprise. Dommerne fandt de tre studerendes idé så god, fordi de vurderede den til at være nemt realiserbar og udtryk for godt håndværk.

- Vi vidste ikke, vi havde vundet, da vi tog hjem fra Fredericia. Vi skulle skynde os til bussen, så chaufføren kunne overholde hviletidsreglerne. Men vi fik en mail nogle dage senere, og i den stod der, at vi vandt den ene særpris, fortæller Jens Randrup, som er den ene af de tre vindere af prisen.

Sammen med klassekammeraterne Christian Harvig og Nicolai Hvidt havde han fået ideen til Instant Multi Boiler, som kort fortalt er en elektrisk gryde og røreskål i ét. Gryden bliver varmet både nedefra og i siderne, samtidigt med at den kan fungere som røreskål til håndmixeren eller grydeskeen.

Flere grupper klarede sig flot

- Den skal designes, så den får et retro-look, som det er moderne for tiden. Vi får hjælp fra værkstederne på VID Erhvervsuddannelser til at lave en prototype, så vi kan prøve den af. Hvis vi er tilfredse, overvejer vi at sætte den i produktion, vurderer Christian Harvig.

Grupperne er sammensat på baggrund af en personlighedstest, som alle de studerende har taget. Og der er noget, der tyder på, at den metode fungerer, for resultaterne er ikke udeblevet.

Det er nemlig første gang, VID Gymnasier deltager i Idekonkurrencen under Young Enterprise, og set i det lys er det særlig flot, at gruppen har vundet særprisen. Og ikke nok med det, for en anden gruppe fra samme skole, dog fra hhx, fik den samlede andenplads i konkurrencen. Altså en flot rangering i betragtning af, at der er tale om debutanter.

- Det er kanon fedt at lave undervisning på den her måde. Man lærer rigtig meget af det. Det er derfor, jeg har valgt htx, for her får man særlige kvalifikationer og kompetencer, understreger Christian Harvig.

Siden har alle grupperne fra VID Gymnasier midt i januar været i Aarhus til regionsmesterskaberne i Young Enterprise. Instant Multi Boiler gik ikke videre til landsmesterskaberne i Odense, men det var der til gengæld andre grupper fra skolen, der gjorde, så måske er der snart gode nyheder fra Odense.

Dagens Gossip

Dagens TV