Grigel sætter punktum for postyr: Nu handler det om VM

Skrevet af admin

24/11/2015

Dagens topnyheder

Hun har været efterårets store historie i dansk håndbold efter det dramatiske brud med Team Esbjerg, men nu håber Lotte Grigel, at virakken er ved at være overstået.

Hun mødte mandag frem til de afsluttende VM-forberedelser, og hun gjorde det ved den lejlighed klart, at der er sat punktum i sagen, der bundede i en strid mellem hende og Team Esbjerg-træner Lars Frederiksen.

- Det har været en hård periode, og det har været uvant for mig, at jeg har været i centrum. Men jeg sidder tilbage og er lettet over, at jeg nu er kommet videre, siger Lotte Grigel.

I et interview med TV2 har hun fortalt om "mangel på respekt" fra træneren, som hun følte sig ignoreret af.

Men konkrete eksempler har hun valgt at holde for sig selv.

- Jeg har ikke tænkt mig at svine nogen til. Det er noget, der ligger tilbage i fortiden. Der er mange eksempler, men jeg har ikke tænkt mig at tage dem frem, lyder det fra playmakeren.

Efter bruddet med Esbjerg har hun skrevet kontrakt med den russiske storklub Rostov-Don, men hun er endnu ikke begyndt i sin nye klub, og derfor er hun mødt ind i VM-lejren uden at have spillet en kamp siden starten af oktober.

I stedet har hun holdt formen ved lige ved at træne med FCM Håndbold.

- Jeg har haft en bold i hånden hver eneste dag, så det får ingen betydning, at jeg ikke har spillet i nogle uger. Man glemmer ikke, hvordan man spiller håndbold, og jeg har jo nogle kvaliteter, der gør, at jeg er blevet udtaget.

- Derudover har jeg jo trænet sammen med landsholdskolleger som Stine Jørgensen, Louise Burgaard og Trine Østergaard dagligt. Der har været fuld drøn på, siger Lotte Grigel.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har fulgt sin playmakers problemer fra sidelinjen, men Jørgensen mener ikke, at den manglende kamptræning behøver at blive et tema.

Senere på ugen rejser landsholdet til en firenationersturnering i Spanien, og her får Grigel mulighed for at bevise, at hun er i VM-form.

- Det havde selvfølgelig været optimalt, hvis hun havde spillet nogle kampe op til VM, men fra FCM-træner Helle Thomsen har jeg fået at vide, at Lotte ser skarp ud, og det får vi nu at se i de tre kampe, vi skal spille i Spanien, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Han har foreløbig udtaget en trup på 19 spillere, men tre skal sorteres fra inden VM.

- Er Lotte ikke på toppen i Spanien, må vi se, om vi tror på, at vi i løbet af VM-turneringen kan spille hende op.

- Vi har Japan i den første VM-kamp. Derefter har vi Tunesien, og den skal vi vinde. Så står hun lige pludselig og har spillet fem kampe, inden VM for alvor begynder, og så er det ikke noget problem, siger Klavs Bruun Jørgensen.

/ritzau/