Grindehval strandet ved Juelsminde: Meget unormal adfærd

Grindehvalen ved As Vig. Foto: Naturstyrelsen.

En fire meter lang grindehval strandede tirsdag ved As Vig uden for Juelsminde ved Vejle, og det burde ikke kunne ske.

Hvalen var svømmet ind på det meget lave vand, og det gør grindehvaler ellers meget sjældent.

Det er absolut ikke normalt, at grindehvaler går på lavt vand, og det kan være et tegn på, at noget er galt. Desuden færdes grindehvaler sjældent alene, fortæller  Naturstyrelsen i dag.

Grindehvalen svømmede rundt i området det meste af dagen og ud på eftermiddagen, blev den set svømme direkte ind i en bådebro. Hvalen virkede omtåget og gik senere på grund på under en meter vand.

Omkring klokken 19.30 døde den en naturlig død.

Naturstyrelsen rykkede ud, og nu skal grindehvalen undersøges nærmere.

Dagens Gossip