Grøn el og vindkraft giver rekordlavt CO2-udslip

Skrevet af admin

22/06/2016

Dagens topnyheder

Hele 27 procent er det lykkedes for kraftværkerne at sænke deres CO2-udslip med i 2015 i forhold til året før.

Og så lavt CO2-udslip har kraftværkerne aldrig haft før, skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse.

Kraftværkernes udledning er faldet fra 10,33 millioner ton i 2014 til 7,52 millioner ton i 2015. Det skyldes primært mere el fra vind og høj import af billig, grøn el fra Sverige og Norge.

Ifølge energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) viser tallene, at Danmark ikke er en energipolitisk ø, og at Danmarks CO2-udledninger afhænger af, om det for eksempel regner meget i Norge.

- Vi ligger på "Silkevejen" for handel med el mellem Skandinavien og Tyskland, og det er vigtigt at forstå og indrette dansk klima- og energipolitik i dette regionale og integrerede perspektiv, lyder det i pressemeddelelsen.

Samlet set er de danske EU-kvotebelagte virksomheder, altså de såkaldte energitunge virksomheders CO2-udledning reduceret med 14 procent i 2015.

Siden januar 2005 har en stor del af energisektoren og den energitunge industri i Danmark været omfattet af EU’s CO2-kvoteordning, som tegner sig for cirka en tredjedel af Danmarks samlede drivhusgasudledning.

Virksomhederne i ordningen skal årligt rapportere deres CO2-udledning.

- Jeg hæfter mig ved, at det samlede fald er på 14 procent for de kvotebelagte virksomheder, og det, synes jeg, er en positiv historie for Danmark.

- Men opgørelsen minder os samtidig om, at vi stadig har en opgave med at mindske udledningen fra en række sektorer, lyder det fra ministeren.

Det er Energistyrelsen, der vejleder de kvoteomfattede virksomheder i rapporteringen, og som administrerer EU-lovgivningen om CO2-kvoter i Danmark.

CO2- ordningen omfatter alle 28 medlemslande i EU, og cirka 350 danske produktionsenheder inden for sektorerne el/varme, industri og offshore er omfattet.

Siden 2012 har også luftfartsoperatører været omfattet af ordningen.

/ritzau/