Grøn nordmand efter vigtig 1-0-sejr: Det var som Hulk

Skrevet af admin

17/11/2014

Dagens topnyheder

Det blev en meget speciel oplevelse for spillerne i Baku, da Aserbajdsjan og Norge søndag mødtes i EM-kvalifikationen i fodbold.

Mens nordmændene kunne glæde sig over en smal 1-0-sejr, så bekom det dem mindre godt, at arrangørerne havde forsøgt at pynte på banen i Baku før kampen.

- Banen var malet med grøn farve. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger angriberen Håvard Nielsen til NTB.

Han blev undervejs i kampen grøn på ben og arme, og det spredte sig også til hans hoved og hår.

- Bolden blev grøn, vi blev grønne. Det var lidt som Hulk, siger Håvard Nielsen med reference til tegneseriefiguren.

Det grønne show medførte også, at de norske spillere måtte blive længere tid i badet end sædvanligt.

- Der er mange, som bruger lang tid i badet i dag. De skrubber og skrubber for at komme af med den grønne farve, siger Vegard Forren.

Håvard Nordtveit afgjorde kampen til nordmændenes fordel i første halvleg.

Norge har ni point for fire kampe i gruppe H. Kroatien og Italien har begge 10 point.

/ritzau/