Grønlænderne skal til valg den 28. november

Den grønlandske regering udskriver valg som følge af den voldsomme kritik, som Aleqa Hammond har været udsat for på seneste som følge af hendes brug af offentlige midler til private formål.

Grønlænderne skal derfor en tur i stemmeboksene den 28. november, hvor der vil være valg til det grønlandske landsting, Inatsisartut.

Det har Grønlands fungerende regeringschef, Kim Kielsen, meddelt på et pressemøde klokken 21.00 dansk tid ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq.

Valget er udskrevet kun kort tid efter, at Aleqa Hammond selv valgte at trække sig som partiformand for Siumut efter flere dage under stærkt pres fra flere sider.

Fredag i sidste uge afslørede en orientering fra landstingets revisionsudvalg, at Aleqa Hammond havde brugt mere end 106.000 kroner fra selvstyrets kasse til private formål. Pengene er blandt andet brugt til flybilletter og hotelophold til Aleqa Hammonds familie.

Afsløringerne medførte massiv kritik af Aleqa Hammond fra de fire oppositionspartier IA, Demokraterne, Partii Naleraq og Partii Inuit. Partierne opfordrede hende til at trække sig og udskrive valg, men i første omgang stod koalitionen med de to partier Siumut og Atassut sammen.

Tirsdag aften afværgede Aleqa Hammond derfor et forslag om et mistillidsvotum i landstinget, hvorefter hun fik lov til at tage orlov fra regeringen, Naalakkersuisut, og landstinget, Inatsisartut, ind til en nærmere undersøgelse bliver offentliggjort.

Onsdag kunne regeringen dog ikke længere holde sammen. Fra morgenstunden trak tre ministre sig fra regeringen, og kun kort tid efter valgte Atassut så helt at forlade regeringen og efterlade Siumut uden et parlamentarisk flertal.

Atassut opfordrede i samme ombæring Siumut til at udskrive valg. Den bøn er nu blevet hørt, og nu skal det grønlandske folk så om knap to måneder tage stilling til, hvem der skal tegne landets fremtid.

/ritzau/

Dagens Gossip