Grønland indgår kæmpe aftale om jernmine

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

Grønland underskrev torsdag en aftale med mineselskabet London Mining om at etablere den hidtil største jernmine i landet.

Efterfølgende var erhvervs- og råstofminister Jens-Erik Kirkegaard meget tilfreds med, at aftalen var kommet i stand efter ti års arbejde i selvstyret på at blive en minenation.

- Erhvervsprojektet er uden tvivl til dato det største projekt i Grønland, og som indebærer store fremadrettede perspektiver for vores samfund. Her tænker jeg først og fremmest på beskæftigelsen og indtægter til vores fælles kasse.

- Det forventes, at der vil blive beskæftiget op mod 3000 personer i anlægsfasen – og knap 750 personer i driftsfasen, siger Jens-Erik Kirkegaard i en pressemeddelelse.

Jernminen kommer til at ligge i Isukasia-området 150 kilometer nordøst fra Nuuk.

Tidligere har der været en frygt for, at det hovedsageligt var kinesiske arbejdere, som skulle arbejde med mineanlæggelsen og jernudvindingen.

Det bliver dog ikke kun kinesere, som skal arbejde på jernminen, forsikrer ministeren, der er i gang med at få forhandlet endnu en aftale på plads med London Mining.

Aftalen skal være med til at fastlægge en række mål for deltagelse af grønlandske virksomheder, grønlandsk arbejdskraft og hensyntagen til ligestilling, lærlingepladser, træning, opkvalificering og personaleudvikling.

London Mining har tidligere lovet, at de over en periode på 15 år ville kunne bidrage med over to milliarder kroner årligt til Grønlands statskasse, hvis de fik tilladelsen til at anlægge jernminen.

Dermed vil minefortjenesten udgøre en stor del af Grønlands Bruttonationalprodukt, som ifølge Danmarks Statistik var på 13,1 milliard kroner i 2011.

Grønland modtager i dag 3,2 milliarder kroner årligt i bloktilskud fra den danske stat.

Greame Hossie, der er London Minings direktør, udtalte i april til Information, at selskabet, hvis de fik tilladelsen, sandsynligvis kan hente den første jernmalm op i år 2018.

Aftalen mellem London Mining og selvstyret blev underskrevet ved en ceremoni på Grønland torsdag klokken 14 dansk tid.

/ritzau/