Grønland kommer på plads med nye digitale landkort

Skrevet af admin

25/08/2015

Mest læste i dag

En hel ny digital kortlægning af Grønland skal åbne op for mere vækst og beskæftigelse og erstatte de nuværende, forældede landkort.

Aftalen om den nye kortlægning bliver underskrevet mandag aften i Grønland.

- De nuværende kort er for gamle. Muligheden for at bruge satellit- og GPS-teknologi er ikke-eksisterende, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

De gamle kort er udarbejdet på grundlag af flyfotograferinger foretaget i 1937 og i 1970'erne.

- Det betyder, at når man i nutidens samfund går ud med en GPS eller en smartphone, så passer den position, du har på din GPS ikke med det, der er på kortet, forklarer Chris Hammeken, der er kommunikationschef hos Geodatastyrelsen, som skal udarbejde de nye landkort.

Og nu bliver der så gjort noget ved problemet.

I første omgang skal et pilotprojekt i løbet af de næste tre år kortlægge fire områder af Grønland - svarende til cirka 16 procent af områdets areal.

Erfaringerne fra dette arbejde skal bruges til at vurdere opgaven med en samlet kortlægning af Grønland.

Lars Christian Lilleholt nævner råstofindvinding, kystturisme og et bedre sikkerhedspolitisk grundlag som nogle af fordelene ved den nye kortlægning.

- Hele formålet med det her er at skabe rum og mulighed for erhvervsudvikling i Grønland, siger han og fortsætter:

- Vi får nye muligheder for at søge efter råstoffer i forhold til at skabe vækst og beskæftigelse.

De nye kort har også en fordel i forhold til kortlægning af klimaforandringerne.

- De her kort vil give os en bedre mulighed for at se, hvor forandringerne har sat deres spor i landskabet, siger Lars Christian Lilleholt.

Og det er der hårdt brug for, stemmer Chris Hammeken i.

- Landskabet har ændret sig. Isranden vil blandt andet være anderledes på de nye kort, fordi isen har flyttet sig og nogle steder er smeltet. De nye kort giver derfor et langt bedre grundlag for overvågningen af klimaforandringer - ikke bare i Grønland, men i hele verden, siger Chris Hammeken.

Udgifterne til pilotprojektet på 15 millioner kroner er blevet finansieret af A.P. Møller-fonden.

/ritzau/