Grønlandske guldjægere vender blikket mod Canada

Nunaminerals har siden 1999 arbejdet på at kortlægge den grønlandske undergrund for at finde forekomster af metaller og andre råstoffer. Guld er i fokus lige nu, og torsdag kunne selskabet endnu en gang fortælle om, at det havde lokaliseret lovende guldforekomster - denne gang i forbindelse med det såkaldte Amphibolite Ridge-prospekt.

Analysehuset Praetorian Research drager sammenligning mellem Nunaminirals fund og den store guldmine »Fort Knox« i Alaska, USA. Det blandt andet på grund af geologien. Derfor konkluderer analysehuset, at Nunaminerals med fundet er kommet »et væsentligt skridt nærmere« en kapitalrejsning.

Nunaminerals langsigtede mål er at indgå partnerskaber, der kan resultere i minedrift. På den kortere bane handler det dog om at skaffe finansiering til de næste års drift og eftersøgninger. Ifølge efterforskningsselskabets direktør, Ole Christiansen, står Nunaminerals og har brugt for en investering på omtrent 100 millioner kroner over de næste tre år.

»Vi står foran at skulle skaffe finansiering til de næste faser i efterforskningen. Lige nu skal vi sikre, at vi kan fortsætte med boringerne,« siger Ole Christiansen til Berlingske og tilføjer:

»Det skal få bragt det her projekt tættere på minedrift, så vi kan få tiltrukket en partner, der kan løfte projektet sammen med os.«

Nunaminerals er allerede noteret på Københavns Fondsbørs, men planlægger tillige en notering på børsen i Toronto. Den bliver dog næppe realistisk før tidligst om et år.

»Lige nu ligger ressourcemarkedet underdrejet, og det betyder, at vi afventer en bedring i markedet, før vi gennemfører det her,« siger Nunaminerals-chefen.

Ifølge Ole Christiansen er der ingen vej uden om Canada, når det handler om at finde investorer, der har forstand på minedrift.

»Hovedparten af de selskaber, der er noteret i Toronto, er mineralselskaber. Canadierne er eksperterne inden for branchen. Med en børsnotering i Toronto opnår vi en professionel vurdering af vores aktie. Det er det, vi oplever som svært i Danmark lige nu,« siger Ole Christiansen til Berlingske og tilføjer:

»Hvis vi samtidig kan få en vurdering via børsen i Toronto, så tror jeg, det vil være en god platform for de danske investorer.«

Retter de makroøkonomiske indikatorer sig op og bliver Canada-børsnoteringen til virkelighed, så mener Nunaminerals-chefen, at virksomheden er kommet ét skridt nærmere den langsigtede plan, der alt andet lige handler om at få gang i udvindingen af guld og andre metaller.

»Vores langsigtede mål er at have ejerskab i de miner, vi finder, men ikke nødvendigvis hele ejerskabet - derimod gerne i kompagniskab med partnere, der har både teknisk og finansiel styrke til at løfte den slags projekter. Man skal jo huske, at mineprojekter jo typisk er meget anlægstunge, der kræver særlige kompetencer. Derfor er det typisk canadiske selskaber, vi gerne vil gå efter i guldprojekterne,« siger Ole Christiansen til Berlingske.

Dagens Gossip