Grønne løfter fra Kina: Erklærer krig mod forurening

Skrevet af admin

05/03/2014

Mest læste i dag

Kina vil gå til kamp mod forurening, som er et af landets største problemer. Det siger premierminister Li Keqiang i sin åbningstale ved det årlige møde i Folkekongressen.

Det er ikke ualmindeligt, at luftforureningen i dele af Kina overskrider niveauer, som af visse eksperter anses for at være farlige.

Den til tider voldsomt urene luft har udløst vrede blandt befolkningen og er en bekymring for regeringen, der frygter enhver utilfredshed, som kan true stabiliteten i samfundet.

- Vi vil resolut erklære krig mod forurening. På samme måde som vi erklærede krig mod fattigdom, sagde Li onsdag til de omkring 3000 delegerede til Folkekongressen.

Gennem økonomiske reformer er hundredvis af millioner kinesere de seneste årtier blevet løftet ud af fattigdom og ind i middelklassen.

Premierministerens indledende tale på mødet i Folkets Store Hal i Beijing transmitteres direkte på kinesisk tv og kan sammenlignes med den tale om nationens tilstand, som den amerikanske præsident holder hvert år.

Kampen mod forurening vil blive ført via reformer af energipriserne for at tilskynde anvendelsen af ikke-fossile energiformer. Desuden skal kapaciteten nedbringes i stål- og cementsektoren, som er skyld i en stor del af luftforureningen, fortalte Li.

Men kineserne lider ikke kun under smog, som igen denne vinter har indhyllet store dele af den østlige del af landet. Forurenet vand og jord er et andet stort problem.

Den Nationale Udviklings- og Reformkomité, der står for tilrettelæggelsen af økonomien, siger, at der nu skal gribes ind for at reducere landbrugets forurening. Store landbrugsarealer er forurenet af tungmetaller.

Og sidste måned gav regeringen løfte om en handlingsplan til 2000 milliarder yuan, det svarer til cirka 1700 milliarder kroner, om at bekæmpe forureningen af Kinas knappe vandressourcer.

/ritzau/AFP