Grønt lys: EU-kommissærer klar til endelig godkendelse

Skrevet af admin

21/10/2014

Mest læste i dag

Samtlige 27 kandidater på den kommende EU-kommissionsformand Jean Claude-Junckers hold har nu fået en foreløbig godkendelse i Europaparlamentet.

Tirsdag formiddag fik slovakken Maros Sefcovic som den sidste grønt lys fra miljøudvalget og industriudvalget til en post som næstformand og kommissær med ansvar for EU's energiunion.

Det bekræfter den borgerlige EPP-gruppes udvalgskoordinator Krisjanis Karins på Twitter.

Sefcovic, som var i høring mandag aften, blev for 14 dage siden godkendt til en helt anden post - som transportkommissær.

Men da sloveneren Alenka Bratusek dumpede og siden trak sig som kommissærkandidat for energiunionen, valgte Juncker at erstatte hende med Sefcovic.

Sefcovic, som allerede havde opnået bred popularitet i den ventede rolle som transportkommissær, har været mere kontroversiel i det nye job som ansvarlig for energiunionen.

Det skyldes blandt andet, at hans land, Slovakiet, under den aktuelle energikrise har styrket båndene til Moskva og hører til blandt de mindst ambitiøse, når det gælder klimaet.

Den aktuelle plan for energieffektivisering, der blandt andet skal sikre større uafhængighed af russisk gas, harmonerer heller ikke med Slovakiets nuværende politik.

Slovakkerne har kritiseret EU's sanktioner mod Rusland og tidligere truet med at nedlægge veto imod flere skridt i den retning.

Den danske parlamentariker Bendt Bendtsen fra EPP støtter Sefcovic efter høringen og frygter ikke, at kommissærkandidaten vil gå egne, slovakiske veje i spørgsmål om energiunionen.

- Der er ingen tvivl om, at han vil holde den linje, der er lagt. Han er en dreven politiker, og han klarede sig utrolig godt til høringen.

- Det kan godt være, at han under et tidligere ansvarsområde ikke har fulgt linjen, men nu vil han lægge sig på Junckers linje. Det med, at han vil lave sololøb, kommer ikke til at ske, siger Bendtsen.

Efter Sefcovic' godkendelse ventes Europaparlamentet at kunne stemme om det samlede kommissærhold onsdag. Dermed ser den oprindelige tidsplan ud til at holde.

/ritzau/