Grønt lys for Larsens store møbelfusion

Dynekongen Lars Larsen har fået grønt lys til at udvide sit kongerige med møbelkæderne Idémøbler og Ilva.

Med dagens godkendelse fra Konkurrencestyrelsen bliver Jysk, der i forvejen ejer Bolia, en kæmpe spiller på det danske marked for møbler. Alligevel er fusionen blevet godkendt, fordi alternativet ville være en konkurs i de to konkurrerende møbelkæder.

»Fusionen betyder, at konkurrencepresset på Jysk og Bolia umiddelbart bliver mindre, end det har været. Men fusionen er bedre for konkurrencen end alternativet, som med stor sikkerhed ville være en konkurs,« siger Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.Hun understreger, at fusionen sikrer danskerne et bredt udbud af møbler.

»Møbler er et stort marked med betydning for mange forbrugere. Godkendelsen giver forbrugerne bedre muligheder, herunder et større udvalg, end de ville have haft, hvis Idémøbler og Ilva gik ud af markedet.«Jysk har 95 butikker i Danmark, Bolia har syv, Idémøbler 34 og Ilva har seks.

Dagens Gossip

Dagens TV