Grønt lys: Nu kan forhandlinger med Grækenland begynde

Skrevet af admin

17/07/2015

Mest læste i dag

Nu kan forhandlingerne om en ny græsk støtteordning på helt op til 86 milliarder euro - 645 milliarder kroner - begynde.

Eurolandenes redningsfond har fredag formelt bedt EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond om at indlede forhandlingerne.

Det sker, efter at Grækenland har vedtaget de første reformer, som blev aftalt på det 17 timer lange eurotopmøde i Bruxelles tidligere på ugen, og efter at der også er givet grønt lys fra eurolandenes parlamenter.

Det oplyser redningsfonden - der formelt hedder Den Europæiske Stabilitetsmekanisme - i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.

Redningsfonden, der har de 19 eurolandes finansministre som bestyrelse, skriver i pressemeddelelsen, at der nu er truffet principbeslutning om at give Grækenland et nyt låneprogram.

- Denne principbeslutning baner vejen for, at institutionerne kan forhandle om et aftalememorandum, skriver redningsfonden i pressemeddelelsen.

Samtidig vil redningsfondens administrerende direktør, Klaus Regling, udarbejde et forslag til lånekontrakt med Grækenland.

Allerede torsdag traf eurolandenes finansministre principbeslutningen om at indlede forhandlingerne, når først de parlamentariske procedurer i eurolandene har banet vejen for det.

Det er sket nu, efter at blandt andre den tyske forbundsdag fredag eftermiddag har stemt ja til at indlede forhandlingerne.

Nu er det så formelt besluttet at indlede forhandlingerne, som ifølge EU ventes at tage op imod en måned. Samtidig er der nu også truffet en principbeslutning om at give Grækenland den nye støtteordning.

Hvis forhandlingerne som ventet ender med en aftale - eller et såkaldt aftalememorandum, som det helt præcist kaldes - om et nyt græsk støtteprogram, skal det igen forbi flere af eurolandenes parlamenter, blandt andre den tyske forbundsdag, inden det er en kendsgerning.

Fredag besluttede alle 28 EU-lande også at give Grækenland et nødlån på godt syv milliarder euro - 52 milliarder kroner - fra EU-landenes fælles redningsfond.

Lånet skal dække Grækenlands økonomiske behov, indtil den nye støtteordning er faldet helt på plads.

Pengene hentes i EU's fælles hjælpefond, EFSM, og Danmark hæfter ifølge finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) for 1,05 milliarder kroner af det samlede beløb.

Men Claus Hjort Frederiksen, der ligesom sin britiske og svenske kollega i første omgang var skeptisk over for lånet, siger, at Danmark og de andre EU-lande, der står uden for euroen, har fået garanti mod tab på lånet til Grækenland.

/ritzau/