Grønthøstermetoden fortsætter: Erdogan fjerner 1500 rektorer i udrensning efter kupforsøg

Skrevet af admin

19/07/2016

Dagens topnyheder

De tyrkiske uddannelsesmyndigheder har beordret 1577 rektorer på alle højere læreanstalter fjernet, rapporterer det tyrkiske medie TRT.

Ordren gælder både statslige og private universiteter. Den kommer i forlængelse af et mislykket kupforsøg i weekenden.

Præsident Recep Tayyip Erdogans regering har sagt, at alle kupforsøgets bagmænd og deltagere kommer til at betale en høj pris.

Det forlød tidligere tirsdag fra landets uddannelsesministerium, at 15.200 ansatte i sektoren suspenderes efter kupforsøget.

Meldingen om udrensning kommer i forlængelse af flere lignende ordrer i andre sektorer.

Tidligere er der blevet ryddet gevaldigt op i hæren, politiet, retsvæsnet og en række ministerier.

Flere end 200 mistede livet, da dele af militæret fredag aften og natten til lørdag forsøgte at tage magten i Tyrkiet.

I det tyrkiske socialministerium er 399 ansatte tirsdag blevet fyret, meddeler nyhedsbureauet Anadolu.

/ritzau/Reuters