Grønttorvet gør klar til milliardbyggeri i Taastrup og Valby

Grønttorvet - der er ejet af en række gartnere og grossister inden for frugt, grønt og blomster - har længe villet flytte ud til bedre plads, men først nu er en investor dukket op: Ejendomsforvalteren Nordic Real Estate Partners (NREP) skyder knap en halv milliard i projektet, som skal stå klart i efteråret 2015.

"Prisen for hele projektet inklusive grund og byggeri er cirka 465 mio. kr. Vi har et tilbud fra en entreprenør og leverer på åbningsdagen et nøglefærdigt byggeri fyldt med lejere til NREP," siger grønttorvsdirektør Brian Abildgaard til Berlingske Business.

Grønttorvet ejer i Høje-Taastrup Transportcenter en grund på 220.000 kvm svarende til godt 30 fodboldbaner, og NREP overtager 3/4 og får forkøbsret til resten. Fra start omfatter projektet byggeri af haller og logistikfaciliteter på 55.000 kvm, og det kommende grønttorv - som er døbt Copenhagen Markets - kan udvides med yderligere 36.000 kvm.

Grønttorvet og NREP - der investerer i blandt andet logistikbygninger - håber at kunne tiltrække nye lejere og virksomheder inden for både frugt/grønt og nye fødevaregrupper som kød og fisk.

Handlen skal endeligt godkendes på en ekstraordinær generalforsamling 26. juni blandt andelshaverne i Grønttorvet, og umiddelbart derefter venter Brian Abildgaard, at Grønttorvet tager fat på fremtidsplanerne for det eksisterende grønttorv i Valby. Her ligger en grund på cirka 165.000 kvm, og i 2011 vedtog Københavns Borgerrepræsentation en rammelokalplan om byggeri af især boliger for næsten en kvart million kvadratmeter.

"Det svarer vel til boliger og lettere erhvervsbyggeri for seks-syv milliarder kroner. Umiddelbart efter sommerferien tager Grønttorvet salgs- eller udviklerkasketten på," siger Brian Abildgaard.

Grønttorvet har ikke taget stilling til, om virksomheden selv vil udvikle området eller sælge det til en eller måske flere investorer. Et par hjørner, som ikke er i brug, er dog allerede solgt fra.

Med en bebyggelsesprocent på 150 tillader kommunen relativt mange mursten per kvadratmeter jord - fordi arealet ligger cirka 500 meter fra S-togsstationerne Vigerslev Alle og Ny Ellebjerg. Sidstnævnte station ventes at blive en af de største stationer i hovedstaden, blandt andet fordi den mulige metrogren til Sydhavnen formentlig får endestation her.

 

Dagens Gossip