Grufuldt: Sådan blev katten fra Gudenåen mishandlet til døde

Skrevet af Michael Lauritsen

20/02/2014

Mest læste i dag

Benene blev bundet stramt sammen med strips. Herefter blev den lille krop pakket ind i en plastikpose og smidt i Gudenåen.

Politiet og Dyrenes Beskyttelse ser med alvorlige øjne på en opsigtsvækkende sag, som tog sin begyndelse, da en kat fredag blev fundet - mishandlet til døde - i åen ved Kjællinghøl ved Bjerringbro.

I dag indgiver Dyrenes Beskyttelse en anmeldelse af sagen til lokalpolitiet i Viborg. Og det er grufuld læsning, der venter efterforskerne.

SE OGSÅ: Hvem bandt denne kats ben sammen og smed den i Gudenåen

- Vi kan se, mishandlingen er sket, mens katten har været levende, siger dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse, Inger Lund Overgaard, til Dagens.dk.

Hun har ansvaret for at skrive politianmeldelsen. Blandt andet på baggrund af en obduktion af den døde kat, der er foretaget af en praktiserende dyrlæge i Viborg.

- Den har fået brækket benene to steder. Der er blødninger, og det ville der ikke have været, hvis den var død først. Og så har den fået bundet benene sammen med strips, hvorefter den sandsynligvis er blevet smidt levende i vandet. Den er død ved drukning, forklarer Inger Lund Overgaard.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Gerningsmanden er fortsat ikke fundet. Men vicepolitikommissær, Poul Østergaard, fra Midt- og Vestyllands Politi i Viborg er optimistisk og ser frem til at få overdraget sagen.

Han håber på henvendelser fra offentligheden.

- Det er en grim sag. Men med al den omtale, sagen har fået, både på sociale medier og i nyhedsmedier, skulle det være mærkeligt, hvis der ikke var nogen, der lå inde med viden, de burde fortælle politiet, siger han til Dagens.dk.

Dyrenes Beskyttelse har udlovet en dusør i sagen. I første omgang lød den på 5.000 kroner. Men organisationen oplyser til Dagens.dk, at flere private har henvendt sig med bidrag. Således lyder dusøren nu på 16.000 kroner.