Grundfos varsler sparerunde efter sløjt halvår

Skrevet af admin

01/09/2014

Mest læste i dag

Pumpevirksomheden Grundfos med hovedsæde i Bjerringbro satte indtjeningstempoet markant ned i første halvår 2014. Det viser tal fra selskabets halvårsrapport, skriver Jyllands-Postens erhvervssite epn.dk.

I årets første seks måneder fik pumpekoncernen et resultat før skat på 301 millioner kroner. Det er en tilbagegang på 140 millioner kroner fra de 441 millioner kroner, der var afkastet i samme periode i fjor.

Nedgangen kommer på trods af, at det lykkedes at øge omsætningen med to procent til 11,1 milliarder kroner. Derfor bebuder den nytiltrådte koncerndirektør Mads Nipper nu en sparerunde, der skal øge indtjeningen i selskabet.

- Vi oplever et pres på vores indtjening. Det skyldes kombinationen af flere ting, blandt andet prispres, produktmiks og geografiske forskelle.

- Det er vi absolut ikke tilfredse med, så vi skal sikre en nedbringelse af omkostningerne samtidig med en øget kundefokus i hele organisationen, sagde Mads Nipper ifølge epn.dk i forbindelse med et pressemøde mandag formiddag.

Grundfos har gennemført et større analysearbejde for at justere koncernens strategi. Målet har været at skabe mere vækst og højere indtjening.

- Jeg er overbevist om, at Grundfos har et stort potentiale, trods de udfordringer vi møder på markedet. Vi har et solidt udgangspunkt, siger Mads Nipper ifølge epn.dk.

Grundfos forventer resten af året en beskeden salgsvækst og et samlet resultat lige under niveauet i 2013.

/ritzau/