Grundskylden kan blive en bombe under kommunalvalget

Kommunalvalget nærmer sig, og grundskylden kan komme til at spille en væsentlig rolle. Mere end hver anden siger i en undersøgelse foretaget af Boligsiden.dk, at grundskylden spiller ind, når krydset skal sættes den 19. november.

Grundskylden er en ejendomsskat, som husejere betaler til kommunen. Kommunalpolitikernes holdning til grundskyldssatsen kan derfor have stor betydning for privatøkonomien for husejerne i kommunen.

- Pressen har skrevet meget om grundskyld i år, og det har nok været medvirkende til, at flere ser det som et af de vigtigste emner til kommunalvalget. Den gennemsnitlige grundskyld udgør da også over 41.450 kr. om året i Frederiksberg Kommune, der har den højeste grundskyld. Flere husejere er blevet opmærksomme på grundskylden og på udsigten til at betale markant mere i skat over de kommende år, og det har fået flere op af stolene, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk

Især i Københavnsområdet, hvor man i forvejen har betalt meget i grundskyld, er der nu stor utilfredshed med udsigten til yderligere stigninger.

Det har blandt andet fået Venstres spidskandidat i Gladsaxe Kommune, Ebbe Skovsgaard, til at kalde skatten urimelig høj i en udtalelse til Berlingske, og han foreslår, at grundskylden bliver sænket.

Knap hver tredje er ligeglad

27 procent af deltagerne i undersøgelsen mener ikke, grundskylden kommer til at spille en rolle for deres kryds til kommunalvalget. De mener, at andre mærkesager er langt vigtigere end grundskylden.

- Når det drejer sig om kommunalvalget, er det ofte de helt nære emner, der har betydning. Skal kommunen bruge penge på at restaurere svømmehallen eller forbedre ældreplejen? Når der er mange nære emner, kan emner som grundskyld godt ryge lidt i baggrunden, siger Birgit Daetz.

Skrevet af Anne-Mette Bache Jensen, Boligsiden.dk.

Dagens Gossip

Dagens TV