Grundstødt fiskekutter skaber problemer for World Cup

Lige dér, hvor verdens bedste bølgevindsurfere skal mødes mandag til årets World Cup i Cold Hawaii i Thy, ligger en mindre, grundstødt fiskekutter.

- Det svarer til, at der ligger en kutter midt i Parken i København, siger eventchef Robert Sand.

Fiskekutteren er stødt på grund ud for stranden ved Klitmøller, hvor verdens 32 bedste bølgevindsurfere i eftermiddag tager hul på World Cup.

Kutteren stødte på grund i løbet af natten til mandag og ligger cirka 50 meter fra stranden.

- Den ligger lige dér, hvor surferne foretrækker at hoppe og ride på bølgerne, så det er en uheldig og overraskende start på World Cup-ugen, siger Robert Sand fra KIA Cold Hawaii World Cup.

- Jeg tror, at vi kan gennemføre konkurrencen, men det er da irriterende for surferne at skulle sejle rundt om en grundstødt kutter. Om ikke andet så husker man 2014-udgaven af World Cup i Cold Hawaii for året, hvor surferne skulle navigere uden om en fiskekutter, siger han.

Cold Hawaii er surfernes betegnelse for kyststrækningen i Thy mellem Agger i syd og Hanstholm i nord. Cold Hawaii har fået sit navn, fordi området har nogle helt særlige vindforhold, der minder om dem fra Hawaii.

Alarmen gik klokken 04.10 til Kystredningstjenesten i Hanstholm, der sendte en redningsbåd i vandet og bjærgede besætningen fra kutteren.

Redningstjenesten var i tæt dialog med Søværnets Operative Kommando, hvor ordren lød, at skibet af miljømæssige og juridiske årsager ikke måtte bjærges væk i nat.

Det er angiveligt op til ejeren og hans forsikringsselskab, hvornår det sker. Kutteren var angiveligt på vej fra Hanstholm mod syd, da det af ukendte årsager stødte på grund.

World Cup-stævnet åbner mandag klokken 12.30, og de første surfere kommer på vandet klokken 13, hvis vejrforholdene tillader det. Lige nu er vind og bølger for svage til at afvikle konkurrencen, oplyser Robert Sand i en pressemeddelelse.

/ritzau/

 

Dagens Gossip