Guardiola afviser snak om sin trænerfremtid

Bayern München risikerer at miste sin træner, Pep Guardiola, når den spanske succestræners kontrakt udløber næste sommer.

Indtil videre har Guardiola ikke virket interesseret i at forlænge med de tyske mestre, og det har ført til vedvarende spekulationer i de tyske medier.

Flere gange er den tidligere Barcelona-træner blevet nævnt i forbindelse med Manchester City og Chelsea, men også det brasilianske og engelske landshold har været nævnt på rygteplan.

Derfor har Guardiola en gang for alle understreget, at han ikke gider bruge mere tid på rygter og spekulationer om sin fremtid. Det skriver AFP.

- Emnet er altid det samme. Jeg vil ikke svare på det. Jeg kan ikke bruge tid på det mere, svarer Guardiola på rygterne om jobbet i Chelsea.

- Vi er kun i oktober. Der er stadig syv måneder til, og jeg har brug for at vinde, fortsætter Guardiola.

Den spanske træner, som har vundet to tyske mesterskaber med Bayern, vil hellere fokusere på tirsdag aftens kamp mod Wolfsburg i pokalturneringen.

- Wolfsburg er vigtigere. Det er som en finale for os, og der er langt vigtigere emner at tale om, siger han.

Bayern Münchens formand, Karl-Heinz Rummenigge, har tidligere udtalt, at Bayern vil forsøge at forlænge Guardiolas kontrakt hurtigst muligt.

Senest har klubbens anfører, Philipp Lahm, tilsluttet sig det kor, da han fortalte, at spillerne ønsker, at Guardiola forlænger kontrakten.

Pep Guardiola har været træner i Bayern München siden sommeren 2013. Under hans ledelse har klubben vundet to mesterskaber og en pokaltitel. Kontrakten mellem Guardiola og Bayern udløber den 30. juni næste år.

/ritzau/

Dagens Gossip