Guardiola dedikerer VM-titel til sin forgænger

Skrevet af admin

22/12/2013

Dagens topnyheder

Lige meget om træneren hedder Josep Guardiola eller Jupp Heynckes, regner titlerne ned over den tyske storklub Bayern München.

Guardiola overtog trænersædet fra Heynckes denne sommer, og de tyske rekordmestres enorme succes er fortsat under spanieren.

Lørdag aften sikrede klubben sig den femte titel i 2013, da Bayern slog Raja Casablanca fra Marokko i finalen ved VM for klubhold.

Tidligere på året havde klubben vundet mesterskabet og pokalturneringen i Tyskland samt Champions League og den europæiske Super Cup. Lørdagens triumf blev grundlagt allerede i foråret, da deltagelsen ved VM afhang af triumfen i Champions League.

Derfor ville Bayerns nye træner, Josep Guardiola, ikke tage æren for den seneste sejr.

- Denne sejr tilhører Jupp og hans hold meget mere, end den tilhører os, sagde spanieren ifølge nyhedsbureauet Reuters efter sejren.

Sejren lød på 2-0 og blev en realitet på scoringer af Dante og Thiago i de første 22 minutter.

- Vi begyndte godt og spillede en rigtig god første halvleg, men efterfølgende glemte vi at angribe.

- Vi er nødt til at spille indtil det sidste minut. Det kræver vores profession. Vi spillede bolden rundt, men uden de store ambitioner om at skabe chancer, forklarede Guardiola.

Han kigger allerede frem mod flere triumfer.

- Fem trofæer på et år er en kæmpe succes for FC Bayern. Jeg er glad på klubbens vegne, og jeg er stolt på tilhængernes og spillernes vegne.

- Nu har vi to ugers ferie, og så er vi klar til de kommende udfordringer. Vi er glade for det, vi har opnået, men vi er allerede begyndt at kigge fremad, siger han ifølge Soccerway.

Klubben er i en god position til at sikre sig flere triumfer i 2014. Klubben fører Bundesligaen suverænt og er klar til 1/8-finalerne i Champions League, hvor modstanderen er Arsenal.

/ritzau/