Guardiola efter exit: Jeg har givet mit liv til Bayern

Skrevet af admin

04/05/2016

Dagens topnyheder

For tredje sæson i træk måtte Josep Guardiola lide den skæbne at ryge ud af Champions League i semifinalen og for tredje gang i træk til et spansk hold.

Denne gang stod Atlético Madrid i vejen, selv om Bayern tirsdag vandt returkampen på hjemmebane med 2-1. Spanierne havde vundet den første kamp på hjemmebane med 1-0 og går videre på reglen om flest scorede mål på udebane.

- Jeg har kæmpet og gjort mit bedste. Jeg er ked af det. Jeg har givet mit liv til dette hold. Men tal er tal, og vi kom ikke i Champions League-finalen, siger Guardiola til Sky TV ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Det er meget svært at komme i finalen, og det må man acceptere. Sådan er fodbold. Jeg er ked af det på spillernes vegne. De har spillet en fantastisk turnering. Jeg har sagt til dem, at jeg er meget stolt over dem, fortsætter træneren.

Han kom til klubben for tre år siden, da den netop havde vundet The Treble, herunder Champions League.

Nu rejser han videre til Manchester City uden at have ført den tyske klub frem til en finale i Champions League.

På spørgsmålet om, hvorvidt han derfor ikke har fuldført sin mission i klubben, svarer Guardiola "måske".

Bayern havde ellers kurs mod finalen, da holdet var klart bedst i første halvleg, hvor holdet kom foran 1-0 og siden misbrugte et straffespark.

Men efter pausen udlignede spanierne lidt ud af ingenting efter et kontraangreb, hvilket nagede forsvarsspilleren Jérôme Boateng.

- Jeg er ked af det. Jeg synes, vi leverede en god indsats og var et meget bedre hold. Vi skabte så mange chancer, men begik én fejl, som Atlético udnyttede.

- Atlético spillede klogt og trak tiden. Vi burde have haft ti minutters tillægstid, men dommeren gav os kun fem, siger Boateng på TV3+.

/ritzau/