Guardiola erkender ønske om Barcelona-spiller

På spørgsmålet om hvorvidt han vil have Thiago Alcantara, der i juni måned scorede hattrick i EM-finalen for U21-landshold, svarede Josep Guardiola helt entydigt 'ja'. - Han er en super, super spiller, som kan spille flere positioner, fortsatte træneren.

Og ifølge den spanske radio-station, Cadena COPE, har Thiago Alcantara også selv bestemt sig for at tage med sin tidligere træner og mentor, Josep Guardiola, til Tyskland og Bayern München.

Flere kilder tæt på det 22-årige supertalent har fortalt til radiostationen, at Thiago Alcantara har snakket med Josep Guardiola, og at træneren har overbevist ham om at spille i Bundesligaen i næste sæson. 

Den 42-årige Bayern-træner skulle have forsikret den spanske tekniker om, at han vil få rigeligt med spilletid, fordi Javi Martinez skal rykkes fra midtbanen tilbage til midterforsvaret.

Cadena COPE beretter også, at der allerede er indgået en 'forhåndsaftale', og at Thiago Alcantara kan se frem til en årsløn på lige knap 30 millioner kroner. 

I juli skulle Thiago Alcantara have forhandlet en ny kontrakt på plads med Barcelona. Her blev hans frikøbsklausul sænket fra 450 millioner 135 millioner kroner, fordi han ikke havde spillet et tilstrækkeligt antal minutter i sidste sæson.

For nylig er Thiago også blevet sat i forbindelse med både Manchester United og Real Madrid.

Dagens Gossip