Guardiola får pokaltriumf i afskedsgave efter straffe

Skrevet af admin

22/05/2016

Dagens topnyheder

Pep Guardiola stod for sidste gang i spidsen for Bayern München i den tyske pokalfinale mod Borussia Dortmund, og den spanske træner, der drager videre til Manchester City, fik en perfekt afskedsgave.

Efter 120 dramatiske og målløse minutter skulle finalen afgøres i straffesparkskonkurrence, og her sejrede Bayern med 4-3. Douglas Costa scorede på det afgørende forsøg.

Kampen blev på ingen måde nogen stor fodboldmæssig oplevelse.

Begge mandskaber var tydeligvis godt forberedt på hinanden, og det gav en meget taktisk affære stort set blottet for målchancer.

Bayern München forsøgte uden held at rulle sit pasningsbaserede fodbold ud, mens Dortmund lurede på kontrastød med den lynhurtige frontlinje.

Et langskud fra Douglas Costa for sydtyskerne og et halvkikset forsøg i feltet fra Dortmunds Sven Bender var første halvlegs bedste tilbud.

Det blev til en smule dramatik, da Franck Ribery i frustration placerede hånden i ansigtet på Gonzalo Castro efter et skub i ryggen, og franskmanden skal være mest tilfreds med, at dommer Marco Fritz valgte den mindelige løsning med et gult kort til hver.

Tændingen og intensiteten steg gradvist efter pausen, hvor Bayern München tiltvang sig et større spillemæssigt overtag.

Det gav flere og større chancer, men ind ville bolden ikke, og Roman Bürki i Dortmund-målet diskede op flere gode redninger.

Trætheden begyndte til gengæld at indfinde sig hos de gulsorte, der måtte udskifte både Marcel Schmelzer og forsvarsgeneral Mats Hummels, som skifter til netop Bayern München efter sæsonen.

Seks minutter før tid kom Dortmund af sted i en af sine efterhånden sjældne kontraer, og Pierre-Emerick Aubameyang fik en tværbold syv meter fra mål, men den normalt træfsikre angriber sendte den store chance over mål.

Det forblev målløst, og den forlængede spilletid blev to gange 15 minutters krampeshow med skiftende spillere i hovedrollen.

Begge hold fik lidt halve chancer for at afgøre kampen, men ingen åbne muligheder, og derfor endte det i straffesparkskonkurrence.

Her havde Bayern München bedst styr på nerverne, og sydtyskerne brændte kun et forsøg, mens Dortmund brændte to.

/ritzau/