Guardiola forventer en stille sommer for Bayern

Skrevet af admin

07/03/2014

Mest læste i dag

Fodboldfans skal ikke forvente et Bayern München, som aggressivt angriber transfermarkedet, når vinduet åbner i sommerpausen.

Det siger træner Pep Guardiola, som heller ikke har afleveret en ønskeseddel over mulige spillere til sportsdirektør Matthias Sammer eller direktør Karl-Heinz Rummenigge.

- Næste sæson er stadig langt væk, men jeg forventer, at vores base er intakt. Der kommer meget, meget få nye ansigter, siger han og understreger, at sportsdirektør Matthias Sammer måske er bedst til at svare på spørgsmålet.

Replikken fra Pep Guardiola kom på et pressemøde i München fredag. Pressemødet blev holdt forud for de regerende Champions League-mestres ligakamp mod Wolfsburg lørdag.

Bayern München har allerede offentliggjort to nye spillere til den kommende sæson. Polakken Robert Lewandowski støder til fra Borussia Dortmund, og den 23-årige midtbanespiller Sebastian Rode skifter til mestrene fra Eintracht Frankfurt.

Inden weekendens spillerunde i Bundesligaen fører Bayern München rækken med 20 point ned til Borussia Dortmund på andenpladsen.

Også i Champions League ser sydtyskerne ud til at være særdeles godt kørende. Holdet fører 2-0 over Arsenal, inden returopgøret i 1/8-finalen hjemme på Allianz Arena.

/ritzau/