Guardiola lovpriser sine spillere efter CL-exit

Skrevet af admin

13/05/2015

Mest læste i dag

Det var en stolt Bayern München-træner, der efter Champions League-sejren over Barcelona tirsdag aften roste sit hold, selv om det samlet blev til et nederlag.

- Jeg vil gerne lykønske mine spillere. Jeg er virkelig glad for at være deres træner på en dag som i dag, sagde Pep Guardiola på et pressemøde.

Farvellet til Champions League i semifinalen er ikke skammeligt, når modstanderen hedder Barcelona, mener den tidligere midtbanegeneral og træner i den catalanske klub.

- Man kan kun slå Barcelona, hvis man selv har bolden. Når de har bolden, er de meget stærke.

- Jeg håber, at den spanske liga snart bliver vist på tysk tv, så fodboldfans her i landet kan se, hvor god Lionel Messi er på daglig basis.

- Han er den bedste spiller nogensinde. Jeg sammenligner ham med Pele. Han var en fornøjelse at være træner for i Barcelona, og han har endnu engang vist, hvad han kan, sagde Guardiola om Barcelonas største stjerne, der sammen med Neymar og Luis Suarez udgjorde en ultrafarlig trio for Barcelona.

Sidste år vandt Bayern München fire titler. I år må den sydtyske klub nøjes med det nationale mesterskab.

- Det har været en hård sæson med masser af skader. På trods af det angreb mine spillere ved enhver given lejlighed i dag, siger Guardiola, der nu kan se frem mod næste sæson.

/ritzau/AFP