Guardiola og Bayern tromler videre

Lørdag eftermiddag kom der endnu tre stensikre point ind på kontoen, da Nürnberg var på besøg i det sydtyske. Der skulle dog gå næsten 70 minutter, før Bayern München fik prikket hul på bylden.

Efter en masse småspil foran Nürnberg-feltet kunne Frank Ribery heade bolden i kassen på et indlæg fra højre side. 

Allerede i første halvleg kunne de forsvarende mestre have åbnet ballet, men Alaba brændte fra 11-meter pletten, efter at Robben havde kæmpet sig frem til et straffespark.

Nürnberg var også farlige i de første 45 minutter og ramte blandt andet overliggeren på et drømmehug, som var få centimeter fra at lande på den rigtige side af stregen.

Efter 78 minutter afgjorde Robben kampen med et fantastisk soloridt, hvor han snød tre-fire mand og til sidst sendte bolden i mål via stolpen.

Dermed har Bayern München maksimum point efter tre kampe sammen med blandt andre vicemestrene Dortmund, der fredag vandt 1-0 over Werder Bremen på et mål af Robert Lewandowski.

Der var også flere danskere i aktion lørdag eftermiddag. Både Niki Zimling og Bo Svensson startede inde, da Mainz vandt 2-0 hjemme over Wolfsburg.

I Hoffenheim var Jannik Vestergaard med, da de spillede 3-3 mod Freiburg.

Også Leon Andreasen var i kamp for Hannover, der vandt 2-1 over Schalke 04. 

Dagens Gossip