Guardiola runder sejr nummer 100 for Bayern

Skrevet af admin

10/12/2015

Dagens topnyheder

Josep Guardiola kunne sent onsdag aften fejre sin sejr nummer 100 som Bayern München-træner.

To mål af angriberen Robert Lewandowski sikrede Bayern München de tre point i Champions League-kampen ude mod Dinamo Zagreb.

Fodboldkampen endte 2-0.

- Jeg må rose mit hold meget, for det var en god præstation, siger Guardiola, som har opnået de 100 sejre i blot 132 kampe i spidsen for holdet.

Tyskerne havde allerede sikret sig førstepladsen i gruppe F før onsdagens opgør i Zagreb, hvor temperaturen var tæt på frysepunktet.

- Det var en svær kamp, og den var ikke nem at spille. Vi vidste, vi var nødt til at være tålmodige, og i anden halvleg fik vi rum at spille i, siger Lewandowski, som slog til to gange på tre minutter omkring en time inde i opgøret.

Guardiola havde valgt at spare den tyske landsholdskeeper Manuel Neuer. I stedet stod den tidligere Stuttgart-keeper Sven Ulreich sin blot anden kamp for Bayern München.

- Sven Ulreich gjorde det virkelig godt, jeg er meget tilfreds med ham, siger Guardiola.

/ritzau/