Guardiola: Vi spillede intelligent mod Arsenal

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

Bayern München-træner Josep Guardiola mener, at hans mandskab spillede med stor intelligens tirsdag aften, da holdet med 1-1 hjemme mod Arsenal avancerede til kvartfinalerne i Champions League.

Tyskerne havde for tre uger siden vundet det første opgør med 2-0 i London.

- Vi fortjente at spille os videre. Vi spillede intelligent, for vi vidste ikke, om Arsenal ville forsøge at angribe eller forsvare sig.

- Vi måtte vente og se, hvad de ville, men vi var i kontrol, siger Guardiola til TV3+.

- Vi havde bolden meget og spillede lidt på resultatet. Mine spillere lavede de rigtige forsvarsbevægelser og forsvarede sig godt, mener spanieren.

Selv om Bayerns forsvarende CL-mestre har været suveræne i denne sæson, så mener Guardiola godt, at hans hold kan besejres.

- Ja, det kan man godt. Vi er videre til kvartfinalerne, men det er en svær turnering.

- Jeg har ingen ønskemodstander. Alle holdene er svære, siger Bayern-træneren.

Der er lodtrækning til kvartfinalerne den 21. marts.

/ritzau/