»Gud forbyde, at lokalpolitikken ender som på Christiansborg«

Sådan lyder det fra Viborg-borgmester Søren Pape Poulsen (K) under et debatarrangement med titlen »Kommunalpolitisk Topmøde« under Folkemødet på Bornholm. Det afholdes forud for efterårets kommunalvalg.

På Bornholm er en række lokalpolitikere samlet for at diskutere, om lokalpolitik er for kedeligt, hvorfor de landsdækkende medier skriver så relativt lidt om kommunalpolitik, og hvordan stemmeprocenten til kommunalvalg kan hæves.

Her fastslår Søren Pape Poulsen imidlertid, at lokalpolitikken »Gud forbyde« ikke må ende som på Christiansborg.

»Nogle gange kommer jeg ved et uheld forbi Folketingets TV-kanal og ser de tåbelige debatter, hvor det bare handler om drillende spørgsmål og om at prøve at få i hinanden til at hoppe i. Prøv at tænke på, hvor mange ressourcer og skattekroner, der bliver brugt på alle mulige mærkelige og tåbelige spørgsmål,« siger Søren Pape Poulsen.

Han understreger, at man ved debatter på et folkemøde godt må sætte tingene lidt på en spids, som han gør med sin kritik af debatformen på Christiansborg.

»Jeg siger bare, at jeg er glad for, at det ikke er sådan i kommunalpolitik,« siger Søren Pape Poulsen.

Viborg-borgmesteren anerkender, at valgdeltagelsen til kommunalvalg generelt bør ligge på et højere niveau, og det kan måske lade sig gøre, hvis de landsdækkende medier fokuserer mere på de lokale byråd, siger han. Men det må ikke ske på bekostning af den lokalpolitiske debat.

»Ikke hvis det bare handler om, at vi skal ud i det cirkus, vi ser på Christiansborg, hvor man skal skyde efter hinanden og små, latterlige sager. Så håber jeg ikke, vi får et øget fokus. Jeg tror, det handler om, at vi får inddraget folk, og at folk får indtryk af, at der sker rigtig meget i det lokalpolitiske, som betyder meget for dem,« siger Søren Pape Poulsen.

Enhedslistens borgmesterkandidat i København, Morten Kabell (Ø), har også oplevet, at det kan være svært at komme igennem til de landsdækkende medier.

»For at komme i medierne skal vi bare komme med et forslag om et vejnavn, så skal medierne nok skrive om det. Men når det handler om det mere substantielle, så er det sværere,« siger Morten Kabell under debatten.

Han tilføjer dog, at de landsdækkende medier også har formået at sætte fokus på større lokalpolitiske emner i København som eksempelvis debatten om legalisering af hash og den omdiskuterede betalingsring i hovedstaden, som regeringen endte med at droppe.

Kommunalvalget afholdes 19. november.

Dagens Gossip