Gudmundsson efter nederlag: Dårligt forsvar kostede

Så fik Gudmundur Gudmundsson også prøvet at tabe som træner for de danske håndboldherrer.

Det skete lørdag aften, da islændingen så sit hold tabe med 29-30 til Island i Gigantium i Aalborg.

Gudmundur Gudmundsson er meget ærgerlig over det danske forsvarsspil i første halvleg, som Island vandt 18-17.

- Vi spillede meget dårligt i forsvaret i første halvleg, og vi havde også for få redninger.

- I angrebet spillede vi faktisk meget godt og lavede 17 mål, men det er alt for meget at lukke 18 mål ind.

- Jeg er meget utilfreds med, hvor defensivt vi spillede i forsvaret. Der manglede aggressivitet, siger landstræneren.

Gudmundur Gudmundsson glæder sig til gengæld over, at Danmark i anden halvleg holdt Island nede på 12 scoringer.

Her stod Jannick Green på mål i stedet for Niklas Landin, og Magdeburg-målmanden fik spillet sig op efter at være blevet skudt i sænk i anden halvlegs begyndelse.

- Vi ændrede nogle ting i anden halvleg, og dér så vi et meget bedre forsvar, og vi fik nogle redninger, siger landstræneren.

Danmark har en sejr og et nederlag ved Totalkredit Cup, træningsturneringen, der fungerer som sidste test før VM i Qatar.

Søndag spiller Danmark den sidste kamp i turneringen. Det sker mod Sverige i NRGi Arena i Aarhus.

Fredag venter den første VM-kamp mod Argentina.

/ritzau/

Dagens Gossip