Gudmundsson er stolt af spillerne efter sejr i Herning

Skrevet af admin

09/04/2016

Dagens topnyheder

Gudmundur Gudmundsson var glad på den rolige måde, da han sent fredag aften evaluerede håndboldherrernes 28-24-sejr over Kroatien i Herning i OL-kvalifikationen.

Kort efter at have set omkring 12.000 tilskuere i Boxen gå amok i jubel over sejren stod Danmarks islandske landstræner klar med sin vurdering af kampen. Og den var positiv.

- Vi spillede meget godt i forsvaret, og Niklas Landin tog nogle meget vigtige bolde i hele kampen.

- Vi fik også mange kontramål, især i første halvleg, hvor vi fik fem eller seks, og vi fik også nogle i anden halvleg. Det er altid vigtige mål i kampe mod fysisk stærke hold, siger Gudmundur Gudmundsson, der blandt andre også fik rost Mikkel Hansen, Kasper Søndergaard og Henrik Toft Hansen.

Kroatiens EM-bronzevindere indledte som ventet kampen med et offensivt forsvar, som i begyndelsen voldte Danmark visse problemer, også på grund af den stærkt spillende målmand Ivan Stevanovic.

Senere kom Danmarks offensiv bedre i gang.

- Angrebet mod deres 5-1-forsvar gik godt, det var vi meget godt forberedt på. Vi fik løst det godt, og på et tidspunkt holdt de også op med at spille det og gik over i 6-0, siger Gudmundur Gudmundsson.

Danmark førte 23-17 i anden halvleg, men fem kroatiske scoringer i træk skabte fornyet spænding.

- Det var en svær periode, da de kom tæt på os ved 23-22. Det var ikke så nemt, men jeg er meget stolt af, hvordan spillerne gjorde det under pres, siger landstræneren.

Allerede lørdag klokken 20.30 venter Norge i den næste kamp i gruppen.

Nordmændene, der blev nummer fire ved EM i januar, vandt 35-29 over Bahrain.

- Det bliver en kæmpe udfordring at komme ned på jorden. Vi kan måske være glade i en time endnu, og derefter er der fuld fokus på Norge. Det er et farligt hold, der har stor selvtillid efter den seneste slutrunde, siger Gudmundur Gudmundsson.

De to bedste hold fra gruppen kommer med til OL i Rio.

/ritzau/