Gudmundsson har set video: Vi spillede rigtig godt

Skrevet af admin

27/01/2015

Mest læste i dag

Landstræner Gudmundur Gudmundsson havde som sædvanlig studeret video af både gårsdagens kamp samt den kommende modstander ved VM i Qatar.

Danmark skal i onsdagens kvartfinale op imod de regerende verdensmestre fra Spanien, og det bliver den hårdeste VM-opgave indtil videre.

- Det er en modstander, som på nuværende tidspunkt er verdensmester. Det er et meget godt hold, og Spanien spiller også med et meget kompakt forsvar med store spillere, som forsøger at lukke det hele ned.

- Spanien har også spillet godt i angrebet, og holdet har nogle gode skytter, stregspillere, fløje. Det bliver et spændende hold at spille mod.

- Vi går efter sejren, men vi skal præstere på et meget højt for at vinde, vurderer Gudmundsson.

Mandag var der ikke meget at kritisere Danmark for i 30-25-sejren over Island i 1/8-finalen, mens der er nok at holde øje med hos Spanien, der venter i kvartfinalen.

- Jeg synes, vi spillede rigtigt godt mod Island, og jeg er meget tilfreds med forsvaret. Vi spillede meget kompakt, og det lykkedes meget fint, siger Gudmundsson.

I mandagens sejr over Island var Danmark overlegen fra start til slut, og især kontrafasen lykkedes - godt hjulpet af de mange redninger af målmand Niklas Landin.

- Ud af de første 10 mål lavede vi otte på kontra. Det var mange, og det var jeg glad for at se. Og vi fortsatte med at spille godt i resten af kampen, siger landstræneren.

Kampen mod Spanien spilles i Lusail Multipurpose Hall onsdag aften klokken 19 dansk tid.

/ritzau/