Gudmundsson udtager trup af landsholdsboblere

Skrevet af admin

05/10/2015

Dagens topnyheder

Mens det danske A-landshold i håndbold i den første uge af november rejser til Norge for at deltage i Golden League, vil en såkaldt udviklingstrup tage til Wagrowiec i Polen for at spille en firenationersturnering mod B-landsholdene fra Polen, Norge og Spanien.

KIF Kolding Københavns træner, Henrik Kronborg, der også fungerer som assistent for landsholdet, leder tropperne.

Han har udtaget de 17 spillere i samarbejde med landstræner Gudmundur Gudmundsson.

- I tæt samarbejde med Henrik Kronborg har jeg valgt spillerne ud fra et af to kriterier.

- Enten er de med, fordi de er lige i periferien af A-landsholdet, eller også ser vi dem som potentielle A-landsholdsspillere inden for en periode på et til tre år, siger Gudmundsson i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.

Landstræneren kalder udviklingstruppen for "en meget fleksibel størrelse".

- Man kan sagtens forestille sig, at der hurtigt vil kunne forekomme ændringer. Dels er der rigtigt mange andre spillere, der ikke er udtaget, men som sagtens kan komme på tale.

- Og dels sigter vi efter at spille efter samme koncept som A-landsholdet, så spillerne i denne trup med kort varsel kan træde ind på A-niveau, hvis vi eksempelvis får spillere skadet, forklarer landstræneren.

Truppen på 17 spillere ser således ud:

Målmænd: Sebastian L. Frandsen (Ribe-Esbjerg HH), Søren Pedersen (Skjern Håndbold)

Stregspillere: Simon Hald Jensen (Aalborg Håndbold), Alexander Lynggaard (St. Raphael Var), René Antonsen (Aalborg Håndbold)

Fløjspillere: Magnus Landin Jacobsen (KIF Kolding København), Tobias Møller (GOG), Patrick Wiesmach Larsen (Team Tvis Holstebro), Johan P. Hansen (Bjerringbro-Silkeborg)

Bagspillere: Sebastian Henneberg (Århus Håndbold), Martin Larsen (Aalborg Håndbold), Lasse Andersson (KIF Kolding København), Tobias Ellebæk (Mors-Thy Håndbold), Frederik K. Clausen (GOG), Allan Damgaard Nielsen (HSV Hamburg), Lasse Mikkelsen (Skjern Håndbold), Peter Balling Christensen (Team Tvis Holstebro)

/ritzau/