Gudmundsson: Vi skal i semifinalen ved VM

Skrevet af admin

06/01/2015

Mest læste i dag

De danske håndboldherrer skal mindst nå frem til semifinalen ved VM i Qatar senere i januar.

Det kræver landstræner Gudmundur Gudmundsson, som peger på, at det også vil give adgang til kvalifikationen om at komme til OL i Rio til næste år.

- Vi vil meget gerne komme til semifinalen. Denne slutrunde handler også om at komme til OL i 2016. Det er på plads, hvis vi når semifinalen.

- Vi må ikke glemme, at vi er kommet i en meget svær gruppe. Tyskland og Rusland er hårde modstandere.

- Vi glæder os til dette VM, og jeg tror, at det bliver et godt VM, siger Gudmundsson.

Danmark vandt mandag aften 24-23 ude over Sverige i Malmö Arena i en testkamp, og det var landstræneren tilfreds med.

- Vi har haft et godt træningsforløb indtil nu med høj intensitet. Spillerne har givet sig fuldt ud. Vi arbejder med mange ting til træning.

- Jeg var tilfreds med mange ting i kampen mod Sverige. Det er ikke nemt at vinde i Sverige. Jeg har nu set kampen to gange. Vi manglede lidt afstemning i forsvaret, og det skal der styr på, siger Gudmundsson.

Den danske bruttotrup er i øjeblikket på 19 spillere, og den skal skæres ned til 16 mand.

- Det er for tidligt at sige noget om endnu, hvilke spillere der skal med til VM.

- Vi skal spille tre træningskampe ved Totalkredit Cup, og de er meget vigtige for os. Det er gode modstandere, og vi glæder os til at spille dem, lyder det fra islændingen.

Danmarks første kamp ved VM i Qatar er mod Argentina 16. januar. Inden da venter tre testkampe mod Slovenien, Island og Sverige.

/ritzau/