Gudmundsson vil have bedre styr på Island end sidst

Skrevet af admin

25/01/2015

Dagens topnyheder

Danmark skal mandag møde Island i 1/8-finalen ved håndbold-VM i Qatar. Det står klart, efter at danskerne lørdag slog Polen med 31-27 i den sidste kamp i det indledende gruppespil.

- Jeg var meget glad for kampen mod Polen. Jeg var tilfreds med både forsvaret og angrebet. Og vi fik brugt mange spillere, og alle gjorde det godt, så det var positivt.

- Nu ændrer slutrunden sig meget. Det bliver en anden måde at spille på, og det glæder vi os til. Island er en god modstander, som spiller anderledes end Polen, siger landstræner Gudmundur Gudmundsson.

Danmark tabte 29-30 til Island kort før VM, og det må ikke gentage sig.

- Vi spillede mod Island i januar, og det gik ikke så godt. Så vi har noget at forbedre. Der er nogle taktiske ting, vi skal have styr på. Vi spillede ikke en god kamp, men vi er blevet meget bedre, siger han.

Gudmundsson, som selv er fra Island, ser frem til kampen og holder alle følelser for Island ude.

- Jeg har ingen problemer med det. Det er en håndboldkamp, og det andet holder jeg fuldstændig ude. Jeg har fokus på Danmark, siger Gudmundsson.

I gruppespillet blev det til tre sejre over henholdsvis Saudi-Arabien, Rusland og Polen, mens det blot blev til uafgjorte kampe mod Argentina og Tyskland.

Gudmundsson havde valgt at prioritere tiden til søndagens pressemøde, så han kun svarede på spørgsmål i plenum, og det vakte en del spørgsmål.

- Det har ingenting med presset at gøre. Det har noget at gøre med tiden. Jeg kom i seng klokken fire i nat, siger landstræneren.

Mandagens 1/8-finale mod Island går i gang klokken 21 dansk tid i Lusail Multipurpose Hall, lidt uden for Doha.

/ritzau/