Guide: Sådan rejser du med mindre børn på storbyferie

Tanken om at skulle bugsere en barne- eller klapvogn op og ned ad trapper i Paris’, Berlins eller Londons undergrund kan få enhver småbørnsfamilie til at fravælge storbyen som rejsemål. Men det er der ingen grund til, for storbyen kan sagtens opleves med små børn.

- Skal man på storbyferie, og vil man gerne have børnene med, kræver det faktisk blot lidt planlægning. Langt de fleste storbyer har en god infrastruktur, der også tilgodeser børnefamilier og har hjemmesider, hvor man kan planlægge transporten, så den tager hensyn til, at man fx gerne vil undgå trapper, siger Jan Lockhart administrerende direktør i FDM travel.

Også shopping er en mulighed selv med små børn. Men i stedet for at vælge de kendte shoppinggader, råder FDM travel til at vælge storcentrene, da de ofte både har legeland, puslepladser og familierestauranter inden for meget kort afstand.

- Fordelen ved at rejse på børnenes præmisser er, at man oplever andre sider af storbyen, når man eksempelvis er nødt til at køre med bus i stedet for undergrunden i London eller Berlin. Samtidig synes børnene, at det er sjovt at kigge ud på byen, og det er nemt at stige af og på, hvis man ser noget interessant undervejs, siger Jan Lockhart.

FDM travel har samlet en liste med nogle gode råd til, hvordan du kommer rundt i storbyen med mindre børn.

Gode råd til storbyferier med mindre børn

• Lav ruter hjemmefra via storbyens rejseplaner

• Vælg funktionen ”undgå trapper”, hvis du har barne- eller klapvogn med

• Find eventuelt app til din smartphone som du kan bruge til at lave ruter undervejs – men pas på roamingafgiften

• Vælg de store shoppingcentre som har gode børnefaciliteter i stedet for de kendte shoppinggader

• Tag en dag i Zoo

• Find en god legeplads

Dagens Gossip