Guldbjørnen går til kinesisk drama

Skrevet af admin

15/02/2014

Dagens topnyheder

Guldbjørnen ved den 64. internationale Berlinale går til Kina. Vinder af hovedprisen er Diao Yinans krimidrama "Bai Ri Yan Huo" med den engelske titel "Black Coal, Thin Ice".

Filmen foregår i en navnløs provinsby. Over flere år finder en række mystiske mord på mænd sted, og mistanken samler sig om en smuk kvinde, der arbejder på et lille renseri, og som synes at have kendt alle mændene.

Tidligere på aftenen vandt filmens mandlige hovedrolle, Liao Fan, Sølvbjørnen for bedste mandlige skuespiller.

"Black Coal, Thin Ice" tog Guldbjørnen foran blandt andet den selvlærte amerikanske instruktør Richard Linklaters film "Boyhood" og den svenske krimikomedie "Kraftidioten" instrueret af Hans Petter Moland.

Manuskriptet til "Kraftidioten" er skrevet af danske Kim Fupz Aakeson.

Danmark var filmmæssigt ikke repræsenteret under dette års Berlinale, men dog alligevel til stede på anden vis, idet skuespiller Trine Dyrholm var en del af juryen.

Trine Dyrholm har en del erfaring med den tyske festival fra film som "Lille soldat" og "En kongelig affære".

/ritzau/