Guldbjørnen går til kinesisk drama

Skrevet af admin

15/02/2014

Dagens topnyheder

Guldbjørnen ved den 64. internationale Berlinale gik lørdag aften til Kina. Vinderen af hovedprisen blev Diao Yinans krimidrama "Bai Ri Yan Huo" med den engelske titel "Black Coal, Thin Ice".

Filmen foregår i en navnløs provinsby, hvor der over flere år finder en række mystiske mord på mænd sted. Mistanken samler sig om en smuk kvinde, der arbejder på et lille renseri, og som synes at have kendt alle mændene.

Tidligere på aftenen gik filmens mandlige hovedrolle, Liao Fan, på scenen i Berlinale Paladset ved Potzdamer Platz og modtog Sølvbjørnen for bedste mandlige skuespiller.

"Black Coal, Thin Ice" tog hovedprisen foran blandt andet den svenske krimikomedie "Kraftidioten" instrueret af Hans Petter Moland, og som danske Kim Fupz Aakeson har skrevet manuskript til.

Derudover vandt det kinesiske krimidrama foran den amerikanske drengefilm "Boyhood", hvis instruktør, Richard Linklater, kort forinden var løbet med Sølvbjørnen for bedste instruktør.

Blandt festivalens øvrige priser var også bedste skuespillerinde, der gik til Haru Kuroki for sin præstation i filmen "Chiisau Ouchi", og bedste manuskript, der gik til Dietrich og Anna Brüggermann for deres manuskript til den tyske film "Kreuzweg".

Juryens store pris, Sølvbjørnen, modtog den amerikanske instruktør Wes Anderson for sin film "The Grand Budapest Hotel".

Der var ingen præmier til danske spillefilm under dette års festival, men da der fredag aften blev uddelt priser i Berlinalens program for unge over 14 år, Generation 14plus, tildelte den internationale jury en "special mention" til Kristoffer Kiørboes kortfilm "Søn".

Lidt dansk islæt var der dog alligevel over lørdagens prisuddeling, idet skuespiller Trine Dyrholm var en del af juryen, og hun uddelte prisen for bedste instruktion til Richard Linklater.

Trine Dyrholm har en del erfaring med den tyske festival fra film som "Lille soldat", "En kongelig affære" og "En soap", der alle tidligere var udtaget til festivalen.

/ritzau/