Guldfireren kæmper sig til sølv ved VM

Skrevet af admin

06/09/2015

Mest læste i dag

Det blev ikke til det tredje VM-guld på stribe for letvægtsfireren i roning.

Søndag hentede båden med tilnavnet Guldfireren sølv ved VM i Aiguebelette i Frankrig.

Jacob Søgaard, Jacob Barsøe, Jens Vilhelmsen og Kasper Jørgensen sikrede sølvet efter en stærk afslutning, hvor holdet afviste Frankrig og New Zealand, der endte på de efterfølgende pladser.

Båden fra Schweiz var helt suveræn og vandt med et forspring på over to sekunder til Danmark.

Guldfireren lå næstsidst som nummer fem efter 500 meter, men halvvejs på den to kilometer lange rute havde båden kæmpet sig op som nummer fire.

Efter 1500 meter var danskerne nummer tre, og de sikrede sølvet i tiden 5.57,58 minutter.

Schweiz sejrede i 5.55,31 minutter, mens Frankrig tog bronze i 5.58,22 minutter.

Letvægtsfireren har siden 1994 hentet i alt 11 guldmedaljer til dansk roning i VM- og OL-regi.

Otte gange er båden blevet verdensmester, og tre gange OL-guld er det også blevet til, foruden en stribe andre medaljer.

Selvom det ikke blev til guld for Guldfireren ved VM, kan sølvet på mange måder ses som en sejr.

For nogle måneder siden måtte bådens mest rutinerede medlem, Morten Jørgensen, trække sig på grund af en skade, der foreløbig holder ham ude resten af året.

Han sad i båden sammen med Jacob Barsøe, Jacob Søgaard og Kasper Jørgensen, da Guldfireren vandt guld ved både VM og EM i 2013 og 2014.

I stedet blev Jens Vilhelmsen sat ind i letvægtsfireren, som han også var en del af i 2009-10.

Udskiftningen betød også, at Guldfireren tog til VM med en efter bådens standarder beskeden målsætning om at komme i finalen.

Med søndagens sølvmedalje ender det samlede danske facit på to medaljer ved VM i Frankrig.

Herrernes letvægtsdobbeltfirer vandt bronze.

/ritzau/