Guldfireren snublede i World Cup-finale

Den danske letvægtsfirer, der fik bronze ved De Olympiske Lege i London sidste sommer, sluttede årets World Cup-serie i Luzern i Schweiz med en andenplads i finalen efter New Zealand. Dermed ender den danske båd også sammenlagt på andenpladsen i World Cup-serien efter den new zealandske båd.

I søndagens finale lykkedes starten ikke for den danske båd, der består af Kasper Winther Jørgensen, Jacob Søgaard, Jacob Barsøe og Morten Jørgensen. Og så blev det svært for alvor at udfordre den new zealandske båd, der havde vundet årets to første World Cup-løb.

Det endte da også med en klar sejr til New Zealand, der var næsten to sekunder foran den danske båd i mål. Danmark havde dog et endnu større hul ned til Holland på tredjepladsen, der indtog tredje podietrin foran de olympiske mestre fra Sydafrika i den stærkt besatte letvægtsfirer-klasse.

- Vi får en dårlig start i finalen, hvor vi går skævt og ikke fanger vandet ordentligt, fordi vi ikke ror ens. Vi ved, vi kan ro lige så stærkt som New Zealand, selvom de leverer en flot præstation i dag. Vi plejer at komme hurtigt fra start og i front med en spids, og hvis vi ikke havde fået den dårlige start, tror jeg, vi havde været tættere på. Men om vi kunne slå dem ved jeg ikke. New Zealand ror hurtigt i dag, siger Kasper Winther Jørgensen, der dog mener, at der er plads til forbedring og dermed fremgang i den danske båd.

- Vi roede med det, vi har, og vi ror ikke hurtigere lige nu. Når vi bliver trætte fra 1.000 meter og til mål, falder vi lidt fra hinanden teknisk, så det skal vi hjem og træne på. Vi skal være mere skarpe og have flere gode tag, og så går vi også hurtigere, siger den danske OL-bronzevinder.

Næste regatta for letvægtsfireren er VM i Korea i slutningen af august. De næste måneder skal vise, om danskerne kan finder den nødvendige fart for at kunne slå New Zealand til den tid. Den danske kvartet tror selv på det.

 

Dagens Gossip