Guldring med smykkesten fra middelalderen fundet

I Odense er der fundet en guldring fra 1200-tallet med en meget smuk indfattet granat-smykkesten. Fundet er gjort ved den store udgravning bag Odense Rådhus. Udgravningen er en del af forberedelserne til omdannelsen af den fire-sporede Thomas B. Thriges Gade til boliger og grønne byrum.

Ringen blev fundet af udgravningens frivillige metaldetektorfører, som straks kunne se, at her var noget helt specielt. Arkæologernes interesse blev da også i høj grad fanget, for den fine fingerring med granat-smykkestenen var ikke blot smuk at se på, den viste sig også at kunne dateres helt tilbage til 1200-tallet.

Middelalderarkæolog Maria Elisabeth Lauridsen glæder sig over fundet:

- Det er rigtigt spændende at have med en meget personlig genstand som en fingerring at gøre. Det fine og spinkle udtryk, som ringen har, tyder på, at ejeren måske kan have været en kvinde. Man kan se på ringen, at den har været brugt, så nogen har båret den på sin finger i mange år, siger hun.

Bliv ven med Dagens Odense på facebook - Altid gratis nyheder

Trods de mange hundrede år i jorden har guldringen bevaret sin runde form. På overfladen er granat-smykkestenen også fin at se på, men inden i kan man med et mikroskop spore små bitte revner.

Den værdifulde ring ligger lige nu sikkert gemt af vejen i en bankboks, men på lørdag kan man mellem 10 og 14, som noget helt særligt, få den at se. I fire timer, vil guldringen blive udstillet i Fra Gade til Bys røde Infoboks.

Dagens Gossip