Gulldén: "Der er tyst"

Grædefærdige spillere med røde øjne og nedslående blikke forlod på rad og række Viborg HK's omklædningsrum, da de semifinale-tabende spillere var på vej ind for at løbe af i den hal, hvor de havde misset chancen for at nå en DM-finale.

Blandt de mange røde ansigter gik VHK's svenske playmaker Isabelle Gulldén, der kunne fortælle om en trykket stemning i et meget stille omklædningsrum.

"Der er "tyst". Vi ville selvfølgelig gerne vinde. Vi havde dem ved 21-21, men det var små ting, som afgjorde det. Det kunne lige så godt være gået vores vej," sagde Isabelle Gulldén.

Over de to kampe var FC Midtjylland altså bedst, men Gulldén var godt tilfreds med Viborg HK's spil i semifinalerne.

"Vi kom med alt, vi havde. Men vi må huske, at Midtjylland har et godt hold. De har mange hurtige og dygtige spillere. Men ser man over hele sæsonen, så var det meget, meget bedre i de her kampe (semifinalerne, red.). Det var bare de små ting. Havde vi vundet med én i Viborg, så kunne vi måske... men vi vidste, det ville blive tæt her. At det var så tæt gør bare skuffelsen endnu større," sluttede Gulldén.

Dagens Gossip

Dagens TV